Ak – en må afsted til Indien
Det er med lige dele begejstring og vemod at jeg læser at min ven og åndsfælle Jacob Schmidt-Madsen – rejser til Indien. Opholdet her vil blive lidt mere koldt og ensomt uden hans skarpe pen. En litterær og intellektuel af bedste skuffe med værktøjskassen hujende åben, og referencerammer der ligesom hjul og spejle altid peger tilbage på en selv. Selvom der har været tusindvis af kilometer is og vulkansk fjeld imellem os, har jeg hver aften som man læser en formiddagsavis, klikket ind på
http://accidentalcolonist.squarespace.com
og fået mit daglige nyhedsfix fra Nuuk.
Det har været en befrielse af have en companion, en åndsfælle ved min side på min rejse rundt i grønlands bevidsthedsliv, inspirerende at vide at der skrives skulder ved skulder, at der ikke kun skrives på skuldre, skrives på lår, men at der også skrives i vand og skrives i hår.
Jeg har fulgt Jakob på hans roadtrip igennem de amerikanske stater sidste år, læst ind i hans analyse af grønlandsk politik, universitets – og kollegieliv i Nuuk, og håber at internettet er kommet til Varanasi, Indien hvor han den næste tid vil studere sanskrit. For de af jer der har lyst til at følge med en rejsende rundt i verden, der har både Dylan og Fatih Ali Khan i rygsækken, er der kun et at sige. Hægt jer på. Dette er en invitation til jer, og en opfordring til Jacob om at fortsætte globetrotter-skriverierne, imens tankerne endnu er varme som friskbrygget mynthete.
“At the hole where he went in
Red-Eye called to Wrinkle-Skin.
Hear what little Red-Eye saith:
‘Nag, come up and dance with death!’
Eye to eye and head to head,
(Keep the measure, Nag.)
This shall end when one is dead;
(At thy pleasure, Nag.)
Turn for turn and twist for twist—
(Run and hide thee, Nag.)
Hah! The hooded Death has missed
(Woe betide thee, Nag!)”
Kipling, Riki-tiki-tavi
Kære Henrik
Tak for de mange pæne ord.
Som fast læser af din egen lille ø har jeg selv stornydt at få en fornemmelse af den østkyst som jeg efterhånden er kommet til at kende gennem de sagn du har omspundet den med. En dag vil jeg dog gerne tage Tasiilaq i mere direkte og personligt øjesyn, så jeg håber du holder skansen derude i din pionérhytte.
Sidst jeg var i Varanasi, var internet noget man koblede sig op til i små og trange huller i muren langs den gamle bys snoede gader. Der sad man så en seks-otte stykker sammen, lår ved lår, og svedte tran foran skærmene. Ventilatorerne rotererede som flypropeller, gadesælgerne råbte, køerne muh’ede, og den backpacker der ikke kunne harmonisere kaosset til en art indre kosmisk ro, ville sikkert aldrig kunne oparbejde tilstrækkelig med koncentration til at sætte en eneste sætning sammen i emailen hjem til mor og far.
Men fem år i den elektroniske tidsalder kan som bekendt gøre mange fordomme og forbehold til skamme, så lur mig om der ikke i et eller andet omfang opstår en “Dage med Dharma”-blog eller lignende når jeg først kommer derned. Vi får se.
Tilbage er blot at give dig en stor tak for din hjælp med at få Liv og mig sikkert i havn heroppe – og et forhåbentligt på gensyn i Tasiilaq, København eller – hvem ved? – Varanasi.
Mange kærlige hilsener
Jacob