Væk mig ikke
lad mig sove videre
lad mig ikke vågne
jeg er i sleep mode
og derfor
allermest aktiv
væk mig ikke
jeg vil
ikke forstå
hvorfor jeg bryder mig om
Rauschenbergs
goat in tire
eller om at tænke på ham tyskeren
hvis krops indre er en labyrint af døre
jeg vil opleve
som man oplever Brahms musik
jeg vil sove videre
i en sandmandalas skygge
Der må vi hen
når vi bliver gamle og grande
selv Björk og dem
der aldrig har spillet trombone
høre Roland Kirk
lade kyssene råde
det rasler og klirrer
fra birkenes grene
det er glasperlespillet
der har hængt der så længe
at vinden har skurret en fure
i glassets struktur
min søns finger bløder
han har leget med glasperlespillet
der hænger i birkenes grene
hans mor siger
det blot er en rift
i en finger
I min familie er der to slags mennesker – dem med med de lyse og dem med de mørke sind. De lyse er overbevist om at positiv tænkning i sig selv lægger et beskyttende skjold over de indre organers opførsel. At den måde de tænker på i sig selv forhindrer dannelsen af kræftceller og anden ukontrollabel sygdom. At kropsligt og mentalt forfald kan forhindres med smil og 2 g hybenpulver om dagen. At denne tankegang aktiverer deres immunforsvar i særlig grad, og gør dem bedre i stand til at bekæmpe alskens sygdomme.
Disse mennesker har i årevis siddet under udhæng, i sommerstuer, i vinterstuer, på solbeskinnede torve, selv ved plomberede kælderskakter uden at kulden nogensinde når dem, og de smiler næsten altid uanset hvad der sker.
De mørke får migræner, de mørke lægger sig i sengen på varme sommereftermiddage, imens deres børn bader ved strandene, de mørke klager og jamrer sig. De mørke omgiver sig med en sort aura af mismod hvis kraft er så stærk at småfugle og insekter dratter til jorden hvis de kommer for tæt på. Ja de mørke kaster sig fra broer og tager piller, når det kommer til stykket.
Selv tilhører jeg efterhånden den lyse fløj men mange års uheldig alliance med den mørke fløj kan stadig få mig til at vågne op om morgenen og tænke om det ikke var bedst for alle om jeg kravlede op på en stol med en løkke om min hals og gjorde en ende på mit sølle liv.
Sådan har de fleste deres at slås med. Nogle gør det med oprejst pande, de rejser sig op derfra hvor de er faldet og fortsætter ufortrødent fremad med uformindsket kraft. Andre derimod bliver siddende i modløshed og desperation, de kommer aldrig i nærheden af en psykolog, en NLP-terapeut eller andre der rent faktisk kan hjælpe dem. De befinder sig mest i familiens trygge og velkendte rammer. Herfra regerer de som slukørede drager i eksil, for de vil aldrig se det land igen de engang forlod. Og de er misundelige på alle dem der slap ud af mørket i tide. Inden alt lukkede til som et sort hul et sted i universet.
Mine venner i Danmark ringer
- de bedyrer
at vi stadig er venner
vi har ikke snakket i et år
mine venner fortæller
om deres børns sygdomme
om deres ægteskaber
og om de venner
der i mellemtiden er døde
mine venner er flyttet fra city
ud til hvor græsset er grønt
til Måløv, til Roskilde
den slags steder
mine venner laver mad på bål
sover i haven på grund af varmen
dræber hvepse om formiddagen
uden at løfte et øjenbryn
mine venner taler
om design og kunst
om hvordan lyset fra bilerne
på motorvejen
– minder dem om Italien
jeg siger ikke noget unødvendigt
eller sjovt
er tavs
sammen med dem
og alt føles godt
som det er
lige nu
Engang for længe siden blev der født et barn med 10 fingre og 10 tæer, her på kysten. Et modigt og smidigt barn med stærke lårmuskler – når hun om foråret springer fra isflage til isflage er der aldrig nogen der kan følge hende.
Dette barn reddede en dag mange år senere bopladsen fra sultedøden.
Hos hende groede der aldrig tænder ud, end ikke mælketænder. Hvor de andre kvinder har fået skinnende hvide skarpe tænder der kan bide, holde fast og flå, har hun kun bløde gummer, en tunge hun kan klikke med og en våd gane, som hun utallige gange gnider sig over med tungen, idet hun sukker. En kvinde uden tænder er ikke til megen nytte. Hvordan skal hun kunne holde fast i sælskindet når hun pudser fedtrester af med ulo´en. Ingen fanger vil have en ung kvinde uden tænder.
Denne kvinde gik en dag ud for at fiske. Hun passerede det sted hvor kvinderne plejer at fiske og beslutter sig for at gå længere ud på isen end hun nogensinde har været. Hun går helt ud til den yderste iskant hvor rudimenter, bittesmå partikler af pakis får vandet til at se mælkehvidt ud og isen under de afbrækkede bræer fra gletscheren for det til at lyse turkist. Her står hun og fryser da en stor hvalros pludselig dukker op af havet. En stor gammel hvalros – en stor han der prustende nærmer sig iskanten.
Hvalrossen beordrer hende til at klæde sig af og springe i havet. Kvinden tøver først men ved godt at denne talende hvalros er en troldmand. Derfor gør hun som den siger selvom hun er dødsens angst. Hun klæder sig af til hun er helt nøgen, så lader hun sig med benene først dumpe ned i det iskolde hav. Hun er sikker på at hun dør da hun med lukkede øjne og knyttede næver – mærker havet opsluge sig, og alt bliver så koldt at selv hendes hjerteslag bliver gispende lille som en fugls. Det er som om én klemmer om det med en stor tang.
Da hun vågner op ligger hun iført sin skinddragt ved det sted på isen hvor hun og kvinderne plejer at fiske. Hvalrossen er forsvundet og vinden begyndt at jage over isen i korte hårde stød som får løs sne til at samle sig i hendes hætte. Hendes lemmer er tunge som bly som om hun var blevet ramt af en eller anden sygdom, udmattet og forvirret slæber hun sig tilbage imod tørvehytterne hvor de bor om vinteren.
Den ugifte kvinde uden tænder fortæller ingen om oplevelsen med hvalrossen. Da hun har klædt sig af og de andre spørger hvorfor hendes tøj er dryppende vådt siger hun blot. Jeg gled i kamikkerne og faldt i en våge. Derpå falder hun i søvn på den fælles sovebriks.
Da vinteren går på hæld begynder folk at sulte. Først sulter de gamle, flere gange om dagen skuer de ud efter storfangerne der er et sted ude på den nu papirstynde is. De håber på hvalros, ja de vil blive glade om blot én sølle sæl bliver harpuneret.
Det er drøjt – de tomme maver knurrer, tarmene tørrer ind. Røvhullet bliver til en tør rosin. Dem der plejer at le selv når de allesammen kun lever af små benede fjordtorsk bliver tavse da hulkindetheden tegner kindbenene skarpt op og de mærker hvordan hvert eneste skridt de tager er blevet en tvingende nødvendig anstrengelse.
De få depoter der er tilbage blev rationeret. Først får fangerne mad, så hundene, så kvinderne, så børnene og hvis der er nok – de tandløse gamle der ikke er til megen nytte mere – flere af dem skuler flere gange hver dag op imod det sted hvor klipperne rejste sig stejlt ud over fjorden. De ved godt at en af dem snart ville stå helt alene deroppe og belave sig på at springe hvis fangerne ikke snart får ram på et stort dyr. Sådan har det altid været med de gamle, de har altid været de første til at ofre sig når der er hungersnød.
Der er brug for de gode historier nu. Dem der handler om hvordan forfædrene overleverede når tingene var værst, men ingen af de gamle har kræfter til at svinge med armene mere, at danse rundt på deres krogede ben, at spytte på jorden og råbe så højt som et isbjerg der kælver. Der bliver helt stille på bopladsen.
En nat vågner hun op med en vedvarende dunken i underlivet der holder hende vågen hele resten af natten. Utroligt nok begynder hendes mave de kommende uger at vokse som om hun er blevet gravid. På få uger vokser den til den størrelse gravide kvinders maver har, og den bliver ved med at vokse. Ingen har før set så stor en mave som den tandløses. De andre er trods sulten store spørgsmålstegn. Hvem er faderen spørger de med svedne grin. Hun svarer dem ikke men peger tavst ud imod det sted hvor havet møder pakisen.
Det er som om alt kød i hende krænger sig ud for at give rum til fødslen. Hun er i ly af mørket vaklet lidt væk fra bopladsen for at være alene når det sker. Men hun kan ikke holde igen på sig selv da hun føder, og hendes skrig får de andre kvinder til at komme løbende. De ser det samme som hun ser da hun endelig føder en glinsende sæl dukker frem fra hendes skød. Da de ser sælen tænker de alle det samme – nemlig hvor sultne de er.
Sælen hun føder er unaturligt stor. Den har knurhår som en sæl, et langstrakt ansigt med en snude, men mærkeligt nok et rigtigt barneansigt med en sød trutmund, et par store troskyldige øjne der blinker vådt og stirrer igen når man stirrer på dem. Ingen har før set en sæl med et rigtigt barneansigt, når den klynker lyder den som et rigtigt barn og selvom sulten er ved at gøre dem vanvittige, tøver de med at slå sælen ihjel for at stille deres sult.
Da der var gået et par timer kan ingen mere holde sulten ud – de kaster sig over kvinden og sælen. Kvinderne skærer lunser af den endnu levende sæl og da den dør har bopladsens fangere fået stillet deres sult nok til at de har kræfter til at gøre endnu et forsøg på at skaffe mad. Den efterfølgende dag fanger og harpunerer de en stor hanhvalros som bliver ved med at svømme hen imod dem selv efter de har kastet den første harpun. Som om den bevidstløst svømmer sin egen død i møde. Således overlevede bopladsens folk indtil sneen igen smeltede af fjeldsiderne og amassetterne fyldte vandet imellem klipperne i fjorden med deres sølvspræl som var hver enkelt af dem - en gave fra guderne.
Ankommer til Keflavik lufthavn sent lørdag. Lufthavnens hovedbygning ligger på et stort åbent areal, et stykke inde i landet som hvis det havde været et forstadsområde sikkert var klassificeret som byggemodent. Men Keflavik Airport ligger midt ude i ingenting. Anonym og åndsforladt ligger den hen som en forladt container i en lukket havn. Terminalen er stadig så ny at ingen rejsende endnu er blevet væk i komplekset, forsvundet, dukket op igen som ham japaneren der havde boet alene på en stillehavsø og først for nyligt blev klar over at 2. verdenskrig var forbi. Men som alle lufthavnsterminaler designet så man ikke har lyst til at være i bygningen længere end højst nødvendigt.
Man skal ikke føle sig for fin til at kigge godt og grundigt ud af panoramavinduet på den godt 50 km lange køretur fra Reykjavik til Keflavik. Vi kører igennem et begyndende tusmørkelandskab imens solens skærebrænder skærer sig ind og ned i horisontlinjen og flyder ud over havets kant, som det sker hvert døgn, og som det skete for vikingerne i deres skibe i fordums tid. Et forunderligt syn der får de rejsetrætte turister til at fiske kameraet frem endnu engang. Efter mange måneders udsyn ud over hårde grå grundfjeld er det saliggørende igen at betragte et landskab hvor der er jord og græs.
Jeg er heldig at jeg er ombord. Var jeg kommet 5 minutter senere var den sidste aftenbus fra Reykjavik i retning Keflavik kørt fra mig. Grundet træthed og lidt fuldskab (1/2 flaske rødvin drukket over en pizza), havde jeg nonchalant stukket bybuschaufføren alt for mange islandske dollars. Jeg regner med at han blev fornærmet over min løselige omgang med det nedskrevne lands valuta, som ikke er så hård mere og derfor undlod at informere om hvornår vi kom til stoppet før BSI. Den centrale busterminal i Reykjavik. Men jeg nåede bussen og slap for at betale 10.000 IS KR til en af de to taxachauffører udenfor som lurede på de rejsende, der er bange for at mise deres fly fra Keflavik. Vil man dise de lande der har for stor inflation kan man f.eks. kaste deres pengesedler ud af bussens vindue i dét man forlader hovedstaden som om det var konfetti. Det gjorde et par af mine medgymnasiaster på vej udd af Prag, så de lyserøde pengesedler blev hvirvlet om på fortovet hvor de lokale gik.
Det første indtryk jeg får af Reykjavik er at det må ligge langt sydligere end det gør. Byens kerne er anlagt på terrasser der minder om Lissabon. De samme krumninger, stejle gader og hvidkalkede huse. Stemningen er høj, turisterne summer rundt i city, imens en selvudnævnt patruljevogn – en abnorm stor 4-hjulstrækker cruiser rundt i de smalle gader, dens abnorme størrelse får en polsk familie af gæstearbejdere og mig til at dreje nakken ublu – ved busstoppet hvor vi venter og glaner. Sådan en motherfucker ser man ellers kun i dårlige amerikanske film. Husene ved fjorden ligner allesammen små ambassadebygninger. De er hvide, rene græsset gror grønt i forhaverne og jeg tror næsten ikke mine egne øjne, der vokser træer her. Træer der er så høje at jeg bliver øm i nakken af at kigge på dem.
Det eneste rigtige træ jeg har set det sidste halve års tid – var et gammelt brunt juletræ der skvulpede om i en af de store fjeldsøer, og det var et grantræ – sikkert importeret fra Danmark som så meget andet i Grønland er.
Det er tydeligt at vi er på vej ud af arktisk luftrum. Sikkerhedschecket bliver grundigere, grænsende til det latterlige da lufthavnsfunktionæren beder mig om at tage min hat af. Min italienske kasket af fintvævet uld, kaldet El Duche. Tænk om jeg havde gemt en bowiekniv, to håndgranater eller en brugsvejledning til hvordan man laver dynamit under den. Uha.
Hvordan ville det være hvis man var lavet af luft. Hvis man hver morgen imens man passede sit arbejde måtte bukke sig for blødpuldede hatte der fløj igennem luften imod en. Hatte der fløj hen imod knagerne på kontorets eneste stumtjener der står lige bagved én, og man snart ikke ved om man selv er stumtjeneren.
Tavst, indædt, irriteret ville man bøje sig længere ned over tasterne, skrive løs imens man sked sine grønlandske kollegaer et stort stykke. Atter blive ubehagelig til mode ved at opdage at de døde sælskind på væggen, og de store spyfluer i vindueskarmen får mere opmærksomhed en én selv. At når der blev pause lugtede af kogt sæl allevegne, og hvordan samtalen ved bordet et øjeblik forstummede imens man så sig om efter en eller anden flugtvej man kunne tage uden at tabe ansigt. Selvom det kun var for ens egens stoltheds skyld at man flygtede ud af rummet, da man alligevel blev betragtet som et serviceorgan, ikke havde et ansigt, at man var som en maskine der spytter colaer ud for at tilfredsstille et folks behov for at drikke.
Og man havde brug for at tale med et eller andet fornuftigt menneske om alle de hatte der hver morgen fløj om ørerne på en, som om man selv var stumtjeneren.
Jeg ved godt at jeg er på vej ud på et skråplan nu. For kritikken af grønlændere i ovenstående.
Grønlændere er følsomme siger de om sig selv. Deres fordømmelse af os er mindst ligeså stor som vores fordømmelse er af dem. På en måde er det godt at de ikke forstår hvad vi siger om dem, og at vi ikke forstår hvad de siger om os. For nogle uger siden skrev jeg ubetænksomt om hvordan dårlig popmusik gør mig dårlig tilpas. Et forsøg på at se det fra den muntre og groteske side. Jeg forestillede mig hvordan jeg som selvbestaltet smagsdommer ville sørge for at der var den rigtige slags musik på børnenes mobiltelefoner. En provokation, en dårlig spøg som blev taget mig ilde op af en grønlandsk læser. Han skrev:
” Ja. Der kan vi se igen. Det som de indfødte ser, hører, oplever som en nydelse er en udefrakommendes rædsel. Helt ærligt. Er de ikke blevet påduttet nok af de `bedrevidende´ tilkommere. Det er trods alt dem der var der først og stortrivedes inden de fik at vide det hele ville blive meget bedre hvis de lavede fuldstændig om på deres livstil og tankegang. Lad dem dog selv bestemme hvilken musik de vil høre og rokke med på. Og bliv da lidt voksen. Var der nogle der absolut skulle tvinge dig til at lytte til en bestemt slags musik da du var bare lidt menneskelig? Nej det tror jeg ikke…………. Men. Det er jo i din gode ret at opføre dig som du gør. Du ved jo hvordan det hele skal være. Slet ikke som det er. Vel? Hvem er det der kommer til hvis land? “.
Jeg blev rød om ørerne da jeg læste hans kommentarer. Jeg skrev ikke for at nedgøre grønlænderne, men det kunne meget vel opfattes som en bedrevidende danskers opfattelse af at grønlændere har dårlig smag – og at der skal laves om på dem. Min øjeblikkelige reaktion var at jeg ville slette indlægget, censurere mig selv. Selvom teksten i mine øjne kun i meget lille grad handlede om grønlændere, og mere om hvordan popmusik har en særlig evne, en magt til at tage besiddelse af de hjernecentre der stimuleres af iørefaldende melodier. Nogle dage efter blev denne grundstemning afløst af surhed. Surhed fordi jeg blev klar over at han ikke havde læst de dele af bloggen som prøver at forstå grønlændere som et postkolonistisk folk der længdes efter frihed efter mange års mental slavebundethed. De dele der taler grønlændernes sag.
Min antagelse er at den grønlandske læsers fordømmende jeg var slået på autopilot, og at han på forhånd ledte efter det der ville bekræfte hans fordom om at danskere er dumme, bedrevidende, og kun er kommet til dette land for at gøre karriere, tjene penge eller lave grønlænderne om.
Nu er jeg selv luksusperker, og som en ægte luksusperker tjener jeg flere penge end de fleste grønlændere her omkring. Jeg taler flere sprog end dem, og som en ægte luksusperker er jeg på tålt ophold.
Firmaet kan ikke klare sig uden sådan en som mig, men stod det til dem der går med blødpuldet hat og bjørneskindsbukser havde nogen forlængst ved et uheld tabt min ansættelseskontrakt i makulatoren, betalt en taxa til heliporten for mig. Den stumme tjener.
Autonomi er det ikke at være afhængig af andre eller at bestemme over egne anliggender, især om områder og institutioner som har en høj grad af uafhængighed uden dog at have fuld selvbestemmelsret.
Autonomi betyder øget selvstændighed. Altså at individer er i stand til at handle på eget initiativ. I stand til at tænke selvstændige tanker, i stand til at foretage selvstændige beslutninger, i stand til at træffe lette og svære valg i en uendelig køre, så længe man lever, i hvert fald så længe man er på arbejdsmarkedet.
Et meget brugt østgrønlandsk ord når der svares på spørgsmål er ordet Opa. Det betyder måske og må endelig ikke forveksles med ordet Orpa, der er et grønlandsk pigenavn. For nogle uger siden tog en af mine kollegaer endelig mod til sig og forklarede mig forskellen. Da havde jeg i månedsvis kaldt hende for ´måske ´ hvilket hun forståeligt nok var temmelig træt af. Ingen vil kaldes for måske. Jeg hører det ofte på min arbejdsplads - Opa. Det siges tit fingereret – henkastet, med skulende bortvendt blik imens skuldrene nonchalant trækkes op under ørerne og slippes helt igen, gerne med ryggen til én, på vej væk. Opa – måske. Måske en systematisk flugt væk fra et ukendt skræmmende ansvar. Med et måske - har man ikke lovet for meget. Et måske er aldrig forpligtende.
Grønlændere er ikke som danskere vokset op i en diskussionskultur med græsrødder og højskoler. Konflikter løses helst lige før skibet bryder i brand. Måske en eftervé efter generationers kolonisering. En hær af danske sygeplejesker, lærere, præster og KGH´s kolonibestyrere, har belært om hvordan det rette liv leves ud fra en dansk skabelon. Både omkring sundhedsfaglige spørgsmål, eksistentielle spørgsmål og ganske enkle spørgsmål. Når det man tænker altid er forkert er det svært at flytte hjemmefra.
I Europa har det i generationer været brugt at sende ens børn på kostskole. Det skulle efter sigende styrke deres moral, og evne til at leve et selvstændigt liv. For en grønlænder er en sådan tanke fjernere. Familien betyder alt. Når grønlændere havner i kostskolelignende institutioner her på øen, er de som regel blevet anbragt på et børnehjem eller i et fængsel.
I 1950-erne eksperimenterede den danske stat. Det danske eksperiment gik ud på at grønlænderne skulle fordanskes. Derfor blev udvalgte grønlandske børn, anbragt på skibe med kurs imod Danmark. Devisen var – skulle grønlænderne fordanskes, skete det bedst i Danmark. Dette skete ikke frivilligt, men med gråd og tårer, og hjerteskærende afskedsscener ved kajen.
Frihed er et underligt difust begreb. For de fleste ville et fængselsophold ikke være forbundet med begrebet frihed, men for nogle er det. Rygtet lyder at nogle mænd i østgrønland begår kriminalitet, fordi der ingen fængsler findes i østgrønland, og en forbrydelse af en passende størrelse udløser en gratis flybillet til et eller andet sted på vestkysten. Sådan siges det at nogle udnytter et system hvor de fleste straffe afsones i åbne fængsler. Ferie på vestkysten. Måske er det sandt, måske blot et rygte. Opa.
Jeg stod engang sammen med nogle unge russere for enden af en bro ved floden Neva i St. Petersborg og ventede. Ingen kunne tage en beslutning om hvilken retning vi skulle tage. Jeg var ikke stedkendt. Vi ventede på gruppens leder som var ham der plejede at træffe beslutninger på gruppens vegne. Måske et levn efter mange års betonkommunisme. Individets ret til at diskutere sig frem til et fælles konsensus - var blevet afløst af en udnævnt gruppefører. Det virkede helt militant.
Hvis man vælger at kalde denne gruppe russere ved en bro for grønlændere, gruppens fører for den danske stat, og selve broen for grønland har man et billede på hvordan grønlændere skal til at tænke selv nu da grønlandsk autonomi er en realitet. Opa.
Det er med lige dele begejstring og vemod at jeg læser at min ven og åndsfælle Jacob Schmidt-Madsen – rejser til Indien. Opholdet her vil blive lidt mere koldt og ensomt uden hans skarpe pen. En litterær og intellektuel af bedste skuffe med værktøjskassen hujende åben, og referencerammer der ligesom hjul og spejle altid peger tilbage på en selv. Selvom der har været tusindvis af kilometer is og vulkansk fjeld imellem os, har jeg hver aften som man læser en formiddagsavis, klikket ind på
http://accidentalcolonist.squarespace.com
og fået mit daglige nyhedsfix fra Nuuk.
Det har været en befrielse af have en companion, en åndsfælle ved min side på min rejse rundt i grønlands bevidsthedsliv, inspirerende at vide at der skrives skulder ved skulder, at der ikke kun skrives på skuldre, skrives på lår, men at der også skrives i vand og skrives i hår.
Jeg har fulgt Jakob på hans roadtrip igennem de amerikanske stater sidste år, læst ind i hans analyse af grønlandsk politik, universitets – og kollegieliv i Nuuk, og håber at internettet er kommet til Varanasi, Indien hvor han den næste tid vil studere sanskrit. For de af jer der har lyst til at følge med en rejsende rundt i verden, der har både Dylan og Fatih Ali Khan i rygsækken, er der kun et at sige. Hægt jer på. Dette er en invitation til jer, og en opfordring til Jacob om at fortsætte globetrotter-skriverierne, imens tankerne endnu er varme som friskbrygget mynthete.
“At the hole where he went in
Red-Eye called to Wrinkle-Skin.
Hear what little Red-Eye saith:
‘Nag, come up and dance with death!’
Eye to eye and head to head,
(Keep the measure, Nag.)
This shall end when one is dead;
(At thy pleasure, Nag.)
Turn for turn and twist for twist—
(Run and hide thee, Nag.)
Hah! The hooded Death has missed
(Woe betide thee, Nag!)”
Kipling, Riki-tiki-tavi
Nissen flytter altid med.
Det er sagt før, det vil blive sagt igen men det er på tide at nogen tager det alvorligt. At nogen begynder at skrive om den slags.
Min nisse har fuldt mig i nogle år nu. Han fandt mig på et loppemarked i en af B & W´s nedlagte maskinhaller på Refshaleøen ved København. Han boede i nogle år i Oehlenschlægersgade sammen med min hustru og jeg, hvorpå nissen og jeg flyttede ind i et kollektiv på Islands Brygge. Herefter var vi et halvt års tid i Nuuk - vi boede hos min familie, hvorpå vi flyttede til østgrønland – Tasiilaq. Her boede vi først alene, så med en lille grønlænder med hestehale der kom fra Nuuk ligesom os, så alene igen, og den sidste tid i dette hus boede vi sammen med to jyder og en grønlænder fra Sisimiut der planlægger en ekspedition til Sydpolen. Nissen er flyttet med alle disse gange.
Nu er vi så flyttet for alvor. D.v.s. i eget hus. Vi er kommet fra de fattiges bydel til de riges – fra en sindstilstand til en anden. Husene er rummelige, med få undtagelser. Om dagen spadserer børnefamilier forbi huset, om aftenen kører taxaerne, og om natten og om morgenen vender de hjem, hvis forsmåede hjerter får jalousien til at brænde som flammende bål.
Nissen er et tavst væsen. Han har ikke sagt et eneste ord siden den første dag. Han har ellers været med til lidt af hvert. Men aldrig et ondt ord fra ham. Ingen bebrejdelser. Aldrig en eneste klage, ikke en eneste kommentar over at jeg ryger for meget, eller laver for lidt. Han har ligget i kufferter, stået på toppen af støvede stigereoler, rejst med toge og fly, ligget klemt inde imellem bøger og tøj, er fejlagtigt blevet dumpet på stinkende lossepladser
- men nissen flytter altid med.
Nu bor han så i et hus på 32 kvadratmeter, med den smukkeste udsigt ud over fjorden og fjeldtoppene. Her bor vi uden klaver, parkétgulv eller lysekroner, men med udsigt til konebåde og tyve forskellige måder at flå en sæl - uden at skære pulsåren.
Jeg håber at nissen endelig flytter nu da vi er kommet så tæt på bjergene. Det vil ikke tage ham mere end 24 timer at gå på sine nisseben - i sine træsko - nå frem til et sted hvor han er blandt ligesindede. For min skyld må han gerne forsvinde inden på lørdag når jeg tager natflyveren til Island.
Indtil nu har han ikke gjort ansatser til noget af det. Han står stadigvæk i vindueskarmen med fjeldkammen i ryggen, stirrer på mig med sine store vidende øjne der har set meget og smiler så jeg næsten ved hvad han tænker lige nu.
Nej - jeg er bange for at han igen beslutter sig for at blive hos mig.
For nissen flytter altid med.
